Home Forside Nyheder Katalog Adresse Links
Fra samlingen "Appasionata "
Tilegnet Birthe Vesterli (Elbrønd Jensen)
(af erindringens spor)
Den store koncertsal var fyldt til sidste plads. Herrerne var i mørkt jakkesæt, og kvinderne prydede rummet med deres lange kjoler i strålende, smukke farver. Stemningen var forventningsfuld, og jeg nåede lige at kaste et blik på mit program, inden lyset langsomt blev svagere:
'Beethoven, Appasionata opus 57, klaversonate nr. 23'.
Det store, sorte flygel oplystes af kraftige projektører, og fra den ene sidefløj kom en ung, høj og slank kvinde spadserende ind på scenen. Hun var klædt i en sort fløjlskjole. Omkring midjen bar hun et bredt, hvidt læderbælte med antikt sølvspænde, og om halsen sås en tynd guldkæde, der endte i et kors. Hendes lange, sorte hår var sat op i en tyk fletning, der nåede hende til skuldrene. Man så en perlerække af hvide, regelmæssige tænder under de høje kindben, da hun løftede hånden til hilsen og smilte ud til forsamlingen.
Med en graciøs bevægelse satte hun sig til instrumentet og strakte sine lange, smidige fingre ud over tangenterne. Fortryllelsen knugede tilskuerne i et jerngreb, og i et par sekunder hørte jeg kun mine egne hurtige hjerteslag. Tonerne levendegjorde hukommelsens billedbog og vældede helt ud til de yderste kroge af salen.
"Beethoven lever"! hviskede jeg, mens en kæmpehånd løftede mig op i 'Olympens Tempelhal', hvor Afrodite akkompagnerede på sin harpe, og englekoret sang om åndslivets glæder.
Jeg sad som naglet til stolen og hørte på lydene, der syntes at komme fra erindringens dybe kilder. De smukke klange fyldte mig med en ubeskrivelig glæde, men der var også vemod, længsel og sorg i mit sind, mens musikken sendte mig tilbage til min ungdom, hvor solisten havde spillet det selvsamme klaverstykke alene til ære for mig. Mens de wienerklassiske melodier bruste i mine årer, gik tankerne på langfart, mere end tyve år tilbage i tiden:
"Jeg var netop fyldt atten år og tilbragte min ferie på et vandrehjem i Skanderborg, året var 1958, en strålende solrig dag i juli måned. Jeg sad i vandrehjemmets store, kølige spisesal og spillede et klaverstykke af Beethoven:
'Appasionata, opus 57, klaversonate nr. 23, efter Shakespeare's 'Stormen', stod der på nodebladet.
... Pludselig stod hun der- midt i den ellers tomme sal, når man så bort fra mig selv. Jeg havde slet ikke set eller hørt hende komme ind. Jeg spillede dårligt og hakkende, klaveret var ikke stemt, og enkelte af tangenterne var totalt stumme. Jeg skulle lige til at rejse mig, da en klangfuld, mørk pigestemme, en altstemme tænkte jeg, dukkede frem af æteren.
Hun stod lige bag mig, og allerede inden jeg vendte mig om, fornemmede jeg duften af hendes nærhed. Kvindens urkraft gennem æoner nåede mig helt tilbage fra dengang, mennesket trådte sine barneskridt i skikkelse af neandertaleren for mere end 100.000 år siden. Fortid og nutid smeltede sammen i et enkelt punkt, i en fastfrossen singularitet, og i et langt nu rakte mennesker deres hænder til forsoning og kærlighed tværs over tidernes bro. Slægtsbåndet bandt generationerne sammen i en fælles skæbne. Hendes tip,tip,tip,,,oldemor må have udsendt den samme æggende duft af kvinde, der gjorde det muligt for pigen at åbenbare sig for mit blik. Hun var for mig symbolet på den tidløse kvindefigur med de samme primitive behov og længsler, som hendes fjerne ophav. Jeg rejste mig med et sæt og vendte mig om, men hendes slanke skikkelse, hendes graciøse bevægelse, da hun løftede hånden til hilsen, hendes mørke, bølgende hår, der var sat op i en tyk fletning og hendes smilende ansigt med den lige, klassiske næse og de dybblå, funklende øjne bag lange, mørke vipper, gjorde mig så svimmel, at jeg faldt ned på skamlen igen.
Hun var klædt i en sort kjole, der nåede hende til lidt under knæene. Omkring midjen bar hun et bredt, hvidt læderbælte med et præget sølvspænde. Hendes bare, brune, slanke ben stod som græske, fintformede marmorsøjler på det hårde trægulv, og hvide sandaler omsluttede hendes små fødder. Om halsen bar hun en tynd guldkæde, der endte i et kors.
Med et eneste blik tabte jeg i brøkdelen af et sekund både mit hjerte og min sjæl til denne pige, der krydsede min vej. Jeg håbede, at det var forsynet, der havde ført os sammen, og en lang frydefuld rislen jog gennem min rygrad, da jeg hørte hende tale for første gang. Gennem en sprække i Skt. Peters port skimtede jeg en flig af paradisets have.
"Flyt dig lidt!"
Jeg følte varmen fra hendes hånd på min skulder og fór sammen. Hendes mørke, fynske stemme var blød og melodisk. Her havde musikken sin arne. Hun satte sig på skamlen og begyndte at spille det samme stykke, som jeg lige havde øvet på. Klangfuldt og fejlfrit spillede hun hele stykket igennem uden at se på de noder, jeg havde anbragt på klaveret. De slanke og smidige fingre dansede hen over tangenterne og tryllebandt mine øjne. Tonerne fyldte det store rum med en overjordisk spejlhvælving, der for en stund lod mig få et glimt af denne betagende skabning. Fantasibilleder talte gennem musikken til mig om kærligheden imellem mand og kvinde. Nu var der ikke noget i vejen med klaveret. Det var ikke ustemt. Der manglede ingen strenge, og jeg hørte ingen stumme tangenter. Oplevelsen efterlod et blivende spor i min sjæl, og da tonerne døde hen, vidste jeg, at netop denne pige og dette musikstykke ville integreres dybt i mit hjerte, himmelske lyde, der bandt os sammen gennem tid og rum...."
***
De smukke toner fra flyglet døde langsomt bort. Efterklangen sad endnu en stund i mit øre, og fra min plads på 1. række stirrede jeg pianisten direkte ind i øjnene. Med et næsten umærkeligt genkendelsens smil imod mig forlod hun salen. Jeg fulgte hypnotiseret den stolte skikkelse, mens bifaldet endnu bragede gennem det kolde tomrum.
Jeg havde genfundet min ungdoms kærlighed.
***
Da jeg lidt senere stod ude i den råkolde vintertåge, så jeg en kvinde komme ud fra koncerthusets sidedør og stige ind i en ventende taxa. En glimt af en tyk, sort fletning, der flagrede i vinden dansede for mit blik, og ekkoet af musikkens hovedtema genlød i mine øren. Mens bilen langsomt og næsten lydløst forsvandt som en tankestreg i mørket, udviskedes ungdomsminderne og fandt igen deres plads dybt i min underbevidsthed. Jeg var overrasket over, at jeg kunne huske hele hændelsesforløbet fra min ferie så præcist, som min fantasi havde udmalet det for mig, og jeg måtte med magt ryste fortidens billeder ud af mit sind for igen at vende opmærksomheden mod nutiden - mod hin novemberdag i 1978. Måske var det slet ikke sådan, det havde formet sig dengang for mange år siden, måske var det bare tiden, der havde iklædt oplevelsen sin romantiske klædedragt, visket skønhedspletterne ud og ladet resten af historien blive stående i erindringens spor. Måske var det bare indbildning, tænkte jeg, et epos, en hyldest til musikken.
En gang for længe siden...
Mens ungdommens eventyrbog vendte sit sidste blad, satte jeg kursen mod min mørke, tomme bolig og smilte ad mig selv.
"Helt ensom er jeg dog ikke, jeg har stadig musikken," hviskede jeg ud i natten, hvor duggen formede ordene i de særeste fantasifigurer, der til sidst opløstes mod stjernehimlen.
_ _ _