Home Forside Nyheder Katalog Adresse Links
Solveig Schjørmann
Solveig Schjørmann er digter. Tilmed en fin og følsom af slagsen, som forlagsping'erne på Bjerget bør få øjnene op for.
Hendes bog er følsomhed synliggjort i digterisk form.
Anmeldelse:
Comaboksen er forfatterindens udtryk for "den samling hjerneceller, vi ikke udnytter - for hvis vi gjorde, ville verden se anderledes - og bedre - ud".
Jeg har så forsøgt at bruge min egen comaboks til at fornemme ord og følelser i digtene. De fleste giver mulighed for fortolkninger, og det er bestemt ikke det værste, man kan sige om digte. Når forfatterinden for eksempel kalder et digt for 'Blik' kan man tænke på 'blikkenslagerblik', 'havblik' eller måske 'blik for det skønne i tilværelsen'.
Jeg har altid haft det svært med rimløse digte, for så er der kun rytmen tilbage til at omforme posesiens blomster til linier på papir. Det giver alt for stort spillerum for at talentløse, som tror sig talentfulde. Det rimløse digt bliver så let sovepude for mindretalentede, som tror, at man er digter, blot man sørger for godt med liniebrud. Intet er mere forkert.
Solveig Schjørmann ER digter. Tilmed en fin og følsom af slagsen, som forlagsping'erne på Bjerget bør få øjnene op for. Liniebrud eller ikke, så er hendes digte ikke vers, men digte. Følsomheden synliggjort i digterisk form. Tag førnævnte lille vers som eksempel. Det, forfatterinden kalder 'Blik':
"Det svale kærtegn
i doven harmoni
bærer.
Havet griber mig
giver flydende rum
eksistens."
Skriv det uden liniebrud - og det er stadig poesi: "Det svale kærtegn i doven harmoni bærer. Havet griber mig, giver flydende rum eksistens."
En fin, poetisk, lille digtsamling fra en af Fyldepennen's faste bidragydere. Tillykke til en kollega, som nu endelig har fået noget på tryk. Ikke alle forlagsfolk forstår nemlig at vurdere manuskripter. De foretrækker at se det på tryk. Det har også sin betydning på anden vis. Forfatterinden kan nu blive medlem af Dansk Forfatterforening. Jeg véd ikke, om det styrker kreditten. Men det er dog ledestjernen for mange.
Erik Haaest (3-6-2002)
Velkommen i comaboksen,
2002
sider 70
pris: 112,50 kr.
Filosofiske betragtninger
1. Om at turde, sælge sig selv! Et par navlebeskuende filosofiske betragtninger omkring udgivelsen af digtsamlingen: - ”Velkommen i Comaboksen” - af Solveig Schjørmann.
Et oprørsk barnesind er ikke nemt at tøjle. Heller ikke selv om forældrene gør alt hvad de kan for at give deres afkom nogle (efter deres egene meninger) gode leveregler, i det lønlige håb - at den efterfølgende generation vil få et nemmere liv end de selv har haft. Så øser far og mor ud af diverse uskrevne regler og love. Ord der i en uendelig strøm siver ned over uskyldige børns små hoveder.
”Pas på hvad du ønsker dig; - Du kan risikere dine ønsker går i opfyldelse,”- sagde min mor.
Vrøvl tænkte jeg, (i min barndom sagde man ikke sine forældre imod) og gjorde præcis som det passede mig, alt imens jeg ønskede langt mere end selv den bedste af de gode feer kunne opfylde…
Min far sagde: - ”Du skal være god mod de andre, så vil de være gode ved dig.”
Dette lød som en rimelig handel, os mennesker imellem - så det råd forsøgte jeg at følge. Men også dengang brugte ungerne hårdt slående argumenter, og jeg fik så læsterlig mange tæsk. Det virkede som ingen af de andre børn rigtig troede på det gode, blot for det godes skyld – men tænkte:
”Hun må da have en bagtanke, og ønske sig noget af mig, når hun sådan uden videre rækker hånden frem, smiler, - og giver lidt af sig selv…”
”Smæk aldrig en dør efter dig! - Gå ikke midt på gaden som du ejer det hele, og lad dog for Guds skyld være med at knejse med nakken! – Du skal være beskeden, ydmyg, taknemmelig, hjælpsom, rar og venlig! ”
Disse ord gentog min far ofte. Men han var også født i 1899 - det samme år som Axel Sandemose; forfatteren der skrev bogen, ’En flygtning krydser sit spor.’ Og Janteloven fik da også sat nogle tydelige spørgsmålstegn ved deres generations undertrykkende leveregler.
Jeg har smækket utallige døre efter mig - uden jeg på noget tidspunkt har haft lyst til at åbne dem igen. Jeg har bevæget mig rundt på gader og stræder med løftet hoved, og dårlig samvittighed over ikke at gøre som jeg var opdraget til. Da jeg endelig var kommet godt over den oprørske teenager alder, og stadig ikke fulgte de givne regler, så meldte den sig. - Følelsen af skyld.
Dette er sikkert grunden til at jeg har opdraget mine børn til at være stolte af sig selv. For dem er beskedenhed er en by i Rusland. Og jeg er alvorligt bange for at mine tre børn (der nu er voksne) ikke kender andet til det, at være ’ydmyg ’ end at de - forhåbentlig kan definere ordet.
Derimod kan de alle tre sagtens finde ud af at være taknemmelige, hjælpsomme, søde og venlige.
Glimrende egenskaber der udspringer af følelsesmæssig overskud.
2.Sjovt nok - så ses det jo tydeligt, at jeg ikke har været alene om disse overtrædelser, af vore kære forfædres uskrevne opdragelsesregler og love.
De Danske skoler vrimler med ’beviser’- entertainere og individualister, vidunderlige børn der absolut vil ses, og frem for alt høres. Ingen kan komme til for hinanden.
Pædagogerne råber om hjælp, og forældrene beder om lærerbøger i børneopdragelse.
Måske skulle jeg alligevel ha’ gået lidt stille med dørene, og hørt efter hvad de gamle sagde.
Udvist en lille bitte smule ydmyg beskedenhed - i takt med tiden, og med respekt for eftertiden.
”Pas på hvad du ønsker dig. - Du kan risikere dine ønsker går i opfyldelse,” - sagde min mor.
Vrøvl tænkte jeg og gjorde præcis som det passede mig, alt imens jeg ønskede mig langt mere end selv den bedste, af de gode feer kunne opfylde… Men paradoksalt nok - kan en drøm, når den endelig går i opfyldelse, sagtens gå hen og blive til et uhyggeligt mareridt…
Så måske, - havde min mor alligevel ret!
I den senere tid har jeg filosoferet en del over hvorfor jeg føler denne spirende nervøsitet, og en stadig voksende bekymring omkring min digtsamling, der udkommer fra Eksperimental Forlag, nu her i april måned. - Og hvad er nærmere end at se sig lidt tilbage, og kaste et blik på sine rødder. Hvor jeg nu kan se at Janteloven er kommet mig på tværs, via beskrivelsen af mine forældres velmente råd og vejledning. - Og det er ellers ikke Janteloven, mine ulogiske selvmodsigende bekymringer bygger på. Men det at udsætte mine digte, for andre menneskers kritik. – Eller det der er værre, at blive overset!
Men nu er det jo endeligt, og kan ikke laves om.
Mon ikke de fleste skribenter har det ligesom jeg. Vi vil helst holde os i baggrunden, og blot give vore tekster videre til andre, der gerne vil træde frem:
”Dette er ikke sagt i falsk beskedenhed, men med et tilbageblik på børnenes slående argumenter, og de læsterlige mange tæsk.”
Overdrivelser fremmer jo som bekendt forståelsen, men dette giver mig stof til eftertanke, - når jeg ser alle disse ynglinge i dagen Danske skoler, - entertainerne og individualisten, de vidunderlige unger der absolut vil ses, - og frem for alt høres. Her kan ingen komme til for hinanden.
Og jeg tror det ligger tungt - i tidens ånd, at vi må sælge os selv – ellers bliver vi overset.
Ret beset er det vel egentlig temmelig arrogant.- Dette at ville udgive sine digteriske betragtninger i bogform, og håbe på at andre mennesker vil bruge deres tid, og har lyst til at dele forfatterens tanker… Selv om der ikke er ret meget nyt, under solen.
