Home Forside Nyheder Katalog Adresse Links
Helmut Nielsen
For Emmas skyld
2001
sider: 932 - i 2 bind
pris 281,25 kr.
Om forfatteren:
Helmut Nielsen er født 1921 i landsbyen Nørre Høe i Gørding sogn som nummer tre af en søskendeflok på otte.
Som elleveårig kom han ud at tjene på en gård, hvor han måtte udføre en voksen mands arbejde. Hans far fik ham ud af skolen et år før hans kammerater og derefter lærte han at klare sig selv.
Som ung skabte han sig en fireårig karriere inden for boksesporten og denne hårdtslående fremfærd kom til at præge ham langt op i voksenalderen. Han var en slider af natur, altid på jagt efter nye udfordringer som kunne bane vejen mod hans mål, at blive sin egen herre uafhængig af andres forgodtbefindende. Denne stræberånd førte ham fra sted til sted og indbefattede mange slags arbejde omkring i landet, en tid på havet, og en årrække i Sverige.
Udtalelser om bogen:
”Helmut Nielsen har skrevet en sandfærdig beretning om en dreng, født af fattige forældre i en tid, hvor der virkelig var tale om standsforskel.
Man følger drengen gennem hans lidet misundelsesværdige barndom til ungdommen, hvor han nærmest er trælbundet af pligter og hårdt arbejde. Med sin medfødte stædighed og ukuelige livsvilje kæmper han sig langsomt op ad den sociale rangstige, dog ikke uden sorger og modgang. Men han møder også kærligheden og lærer at værdsætte lykken, når den tilsmiler ham.
"For Emmas skyld" er en beskrivelse af livet på godt og ondt gennem skiftende tider.”
”Helmut Nielsen blev født i 1921 på et lille husmandssted i landsbyen Nørre Høe i Gørding Sogn tæt på stationsbyen Bramming. Forældrene var som mange andre i kriseårene mellem Første og Anden Verdenskrig meget fattige og kæmpede en håbløs kamp for at bevare hjemmet, som de havde overtaget efter Helmuts farfar, der var en uforbederlig dranker. Faderen, der ellers var uddannet mejerist, havde fået øgenavnet Niels Smed efter sin farfar, der havde været smed i landsbyen. Faderen måtte nu tage alt det arbejde han kunne få, for at skaffe maden på bordet til den stadigt voksende børneflok, der øgedes konstant hvert andet år. Men alligevel endte det med tvangsauktion og gæld til kautionisterne langt frem i tiden.
Læserne kan følge Helmut Nielsens liv fra de første erindringer fra 1925 og frem til 2001. Hele hans liv fra barndomstiden, gennem skolegang og tjenestetid fra 11-års alderen, over ungdomstiden, kærligheden og tiden som familiefar og frem til i dag, hvor han er en ældre herre med fem børn, fjorten børnebørn og elleve oldebørn.
Alle oplevelser fra det lange liv har han ærligt gengivet, som han husker dem: tanker, drømme og virkelige hændelser. Yngre læsere vil måske mene, at der sine steder er tale om overdrivelser, men man må huske på, at Danmark for kun få årtier siden var et uland, hvor børn fra fattige kår var tvunget til at flytte hjemmefra i en tidlig alder for at kunne hjælpe forældrene med at klare dagen og vejen.
Bogen for ”For Emmas skyld” indeholder erindringer fra barne- og ungdomsårene, beskrivelser af folk, natur og dyr, op- og nedgange i familielivet, kærlighed, sorg, glæde og modgang. Også righoldige beskrivelser fra et varieret arbejdsliv: Helmut arbejdede indtil tyveårsalderen ved landbruget, blev så tørvearbejder og senere tørvefabrikant, var derefter i en periode erhvervsfisker med ture til England, og senere skovarbejder.
Under krigen blev han tvunget til at arbejde for tyskerne, startede så et bageriudsalg, blev senere handelsmand og forsikringsmand. I 1955 flyttede han med familie til Sverige, hvor han i en periode på ni år havde skiftende arbejde, før familien igen vendte tilbage til Danmark. Derefter arbejdede hos forskellige entreprenører og på skibsværftet Lindø. Til slut startede han en fiskeforretning i Munkebo og senere i Odense før han gik på efterløn og fik tid til at skrive sin livshistorie.
Tiden efter den erhvervsaktive periode beretter om nogle lykkelige år indtil han mistede sin kone, men også om sygdom, sorg og fortvivlelse, om en canceroperation, som han med nød og næppe overlevede, og om det, at blive fundet livløs og så blive genoplivet, at vende tilbage fra det hinsides med livet og forstanden i behold.
Bogen ”For Emmas skyld” er blevet til to bind på over ni hundrede sider i alt og nok vil blive en kærkommen gave især til de lidt ældre.”
Uddrag af bogen:
"...Længe stod vi og betragtede det fredfyldte sted, inden vi lod os synke ned i det bløde græs. Fuglesangen og insekternes summen skabte en længsel i mig efter at blive forenet med Emma."